Du glider langsomt gennem tagrørs siv
du stræder dig roligt frem
et ensomt uoverskueligt liv
nær ved bredden af et hjem
Du kræver kun lidt eller meget mindre
af hvad der ligger imellem
daggryets ukuelige håb om at lindre
og tusmørkets rekviem
Du mærker kun pladsen bag himlens blå
du taler kun med døden
så natten engang så fristende rå
ligger uberørt og øde
Uden usynets spejl på den indsigt
der er forundt den slagne mand
stiger dit eroderede askegrå ansigt
ubrudt ind mod land
Du må se det, se e ee e
leve i to øjnes blå
så langt må du nå
først krybe så gå
Du må se det, se e ee e
leve i to øjnes blå
så langt må du nå
først krybe så gå
Men du ænser kun svagt den lyse stemme
der råber fra bådens bund
hvem ser du efter, hvornår er vi fremme
kigger ned, og støder på grund